Rapporter og brochurer
Her er en præsentation af udgivelser
Den første brochure ”Dårlig ryg? Nej tak!”
Mit arbejde med skoleeleverne blev omtalt i Berlingske Tidende den 6.december 1972. Den første offentlige omtale!! Denne omtale blev læst af Komiteen for Sundhedsoplysnings direktør, Mogens Toft Nielsen, som inviterede til et møde, hvor også Birgit Trier Frederiksen og Ole Rasch var til stede. Begge var seminarielærere. Brochuren var et resultat af samarbejdet, og den blev givet til alle børn i Gentofte kommunes skoler.
Undersøgelse af effekten af profylaktisk holdningsundervisning af skoleelever.
En sammenlignende undersøgelse af kropsholdning, bevægelighed og hovedpine hos to grupper af skoleelever. Undersøgelsen, som blev foretaget i 1974, omfattede 114 elever i alderen 10-12 år. 62 af disse havde i løbet af fire skoleår modtaget holdningsundervisning. De øvrige havde ikke fået en sådan undervisning.
Undersøgelsens resultat blev trykt i ”Ugeskrift for læger” 2. august 1976 og omtalt i ”Aktuelt” den 3. august 1976
Denne rapport var den første om det forebyggende arbejde i Gentofte kommune. Min medforfatter til artiklen var fysioterapeut Lise Lotte Dullum, som forestod undersøgelsen af eleverne. Lægerne Jens Sejersen og Flemming Frølund gav os stor hjælp til rapportskrivningen.
Det kan måske være interessant for dig at vide, at vores undersøgelse blev brugt tre år i træk på kurser for medicinstuderende som eksempel på ”Forskning i Primær Sundhedstjeneste”.
Krop og bevægelse i klasseværelset.
De mange øvelser, jeg lavede med eleverne i alle klasser på Gentofte kommunes 12 skoler, blev udleveret som A 4 ark og hængt op i klasselokalerne. Senere kom behovet for og ønsket om at få hele dette materiale samlet i en bog. Jeg skrev bogen, som jeg udgav på eget forlag (ISBN 87-980475-0-7) Komiteen for Sundhedsoplysning sørgede for omtalen, reklamen og distributionen (1976)
I 1977 kom bogen i et nyt oplag udvidet med ”Krop og bevægelse og drama i klasseværelset. Her medinddrages det sociale samspil mellem klassens elever. (ISBN 87-980475-1-5)
”Krop og bevægelse og drama i klasseværelset” udkom også i en særskilt udgave
(ISBN 87-980475-2-3)
Begge bøger blev i mange år brugt som undervisningsmateriale på Lærerseminarierne. I en boganmeldelse i ”Folkeskolen” stod skrevet, at ”denne bog burde være obligatorisk for alle idrætslærere”.
Denne rapport blev skrevet på opfordring fra mange sider som resultat af min deltagelse i mange seminarer om ”Psykosomatik og Folkeoplysning” og ”Psykosomatik og Sundhedspædagogik”, arrangeret i et samarbejde mellem Komiteen for Sundhedsoplysning og Undervisningsministeriet. Udgivet 1978 på eget forlag med forord af læge Finn Kamper Jørgensen fra Institut for Socialmedicin, Forordet slutter således: ”Lad os håbe, at Annemarie Goldschmidts rapporter og arbejde er ført ud i livet på samtlige skoler i Danmark om 10 år. Det fortjener det. De forebyggende perspektiver er betydelige.”
Den første rapport/publikation om mit arbejde med specialundervisnings elever (1983) Jeg var på det tidspunkt blevet ansat på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, som udsendte rapporten. Indledningen skrevet i et samarbejde med konsulenten for specialundervisning, Jørgen Christian Nielsen. Tegninger Bo Ege. Publikationen falder i to dele, en teoridel og en handledel.
Dette hæfte er skrevet til alle undervisere i indskolingen. !985
Målet var at teste de forskellige grov- og finmotoriske funktioner hos alle elever i indskolingen. Formålet var at finde de børn, som havde brug for at få trænet specifikke funktioner, Det var efterhånden blevet anerkendt, at en ikke alderssvarende motorisk udvikling kunne have negativ betydning for børns evne til at tilegne sig læsefærdigheder. Inspirationen fik jeg fra fysioterapeut Britta Holle og lægerne Niels Michelsen og Lene Lier.
Hæftet indeholder små tegninger af de forskellige motorisk – perceptuelle funktioner. Eleverne krydsede selv af i de relevante rubrikker og var derfor selv med til at se og forstå, hvilke funktioner, der skulle øves både i skolen og hjemme. Tegningerne af hjemmeøvelserne blev klippet ud af børnene og sat ind på et personligt ark. Derved øvedes selvforståelsen, overblik, genkendelse og finmotorik!
X i den mindste rubrik = automatisk selvfølgelighed / kan og er sikker
X i den midterste rubrik = opmærksomhedskrævende kontrol / kan, men er usikker og har medbevægelser.
X i den største rubrik = intet parat bevægelsesmønster / kan slet ikke
Hæftet og testen blev fortsat anvendt i mange år efter, at mit arbejde i Gentofte kommune var blevet afsluttet.
